DN København har i et godt samarbejde med andre grønne kræfter på Nørrebro givet vores input til udarbejdelsen af en ny Helhedsplan for De Gamles By på Nørrebro.

Baggrunden for den ny Helhedsplan til erstatning for den gamle fra 2012 er at der skal bygges ny skole samt Diabetescenter i De Gamles By.

Den ny Helhedsplan, der netop er blevet sendt i høring, skal sætte rammerne for de mere konkrete Lokalplaner for de enkelte nye byggerier. Overordnet imødekommer planen i høj grad vores ønsker om et større fokus på grønne tiltag, herunder flere buskadser, flere vilde blomster, genetablering af grøn støjvold mod Tagensvej, etablering af grønne forhaver til husene samt flere træer i De Gamles By. Desuden og meget vigtigt lægger Helhedsplanen op til at fjerne de to udlagte store byggefelter på Nordpolen fra forrige plan.

Derved har vi store forhåbninger til, at de sidste års misrøgt af Nørrebros grønne oase nu genoprettes.

Vi følger naturligvis realiseringen af Helhedsplanen, tilblivelsen af Lokalplanerne og de nye byggerier tæt.

 

Skrevet November 2019