Udviklingsplaner

Hvert  5.-10.’ende år revideres de såkaldte udviklingsplaner for mange af de fredede københavnske parker. De høringsberettigede omfatter bla. DN, der sammen med andre relevante organisationer og beboerforeninger inviteres med i det brugerråd, der etableres i forbindelse med udviklingsplanens forberedelse, udarbejdelse og endelige vedtagelse i Teknik- og Miljøudvalget.

Brugerrådet vil typisk blive indkaldt til et indledende brainstorm-møde efterfulgt af et offentligt parktræf, hvorefter forvaltningen udarbejder et udkast til udviklingsplan, som sendes i almindelig høring, inden det forelægges kommunens udvalg for teknik og miljø.

I forbindelse med dette arbejde har vi høstet erfaringer og gjort os nogle naturpolitiske tanker, som vi håber, kan inspirere andre – også til at komme med input, så vi er i løbende udvikling.

 

DN Københavns perspektiv

Vi arbejder for en rig natur og et rent miljø til glæde for alle – og som det blev formuleret ved foreningens stiftelse i 1911, arbejder vi for "bevarelse af den danske natur og sikring af den danske befolknings adgang til den".

Centralt for os er, at naturen er eller potentielt kan være alle vegne. Man kan sige, at naturen er et aspekt ved alle landskaber, herunder bylandskabet. Om den så skal beskyttes, plejes, genoprettes eller eventuelt bliver fjernet, afhænger bl.a. af de andre ønsker i parkbrugerrådet, omkostningerne og kommunernes og politikernes øvrige planer.

Næsten lige så centralt som hensynet til naturaspektet er befolkningens adgang til den. Alt friluftsliv har kontakt til naturaspektet. Naturen opleves ikke kun med en kikkert om halsen. Den opleves heller ikke kun ved iagttagelse. Mange forskellige aktiviteter indebærer nemlig en naturoplevelse, for eksempel når man kører på mountainbike eller lufter hunden og måske familien. Der er også de ekstra naturintense oplevelser, som når lystfiskeren fanger vilde dyr med sin snøre for bagefter at æde fangsten, eller når folk på varme sommerdage hopper i havnen for at lade sig helt omslutte af natur  det kølige havvand  og efterfølgende lader sig gennembage af solens stråler.

Vi arbejder altså i alle landskaber og med et bredt naturbegreb, der omfatter både landskabet, dyr, planter, vand og sol. Og oplevelsen kan tilsvarende foregå på et utal af måder. Det rækker fra verdenshavet til din vindueskarm, og den kan opleves ved at æde, bade, se, gå i den, plukke den, vande den osv.

I parkbrugerrådet behøver vi dog heldigvis ikke at tage os af det hele. Plejehjemmet vil måske sørge for, at der opsættes tilstrækkeligt med bænke, idrætsforeningen vil tage sig af mulighederne for at spille fodbold, etc.

 

Naturen  

Hensynet til naturen i DN’s arbejde kan indkredses af hensynet til autenciteten, forstået på den måde, at højeste prioritet tillægges de (rester) af oprindelig natur, der endnu måtte befinde sig  eller være under etablering i bylandskabet. Det gælder både arter, strukturer og processer. Autencitet kan forstås som oprindelighed, og uden at gå ind i en akademisk afklaring af begreber kan vi her gradbøje det, så autencitet forstås som graden af oprindelighed, hvilket i mange sammenhænge vil være ensbetydende med "jo ældre des bedre", bl.a. af biodiversitetsmæssige årsager. Gamle træer er således bedre end unge, gamle beplantninger bedre end nye etc. En gammel kirkegård er langt at foretrække for et nyanlagt og på andre måder fortræffeligt anlæg i en ny boligbebyggelser. En udviklingsplan må ikke mangle overvejelser over, hvordan Parkens mest autentiske arter, strukturer og processer kan fremmes.

Et andet nøglebegreb er variation. Tommelfingerreglen er, at jo mere varieret udbudet er af arealtyper, plejemetoder og pleje- eller benyttelsesintensiteter, desto rigere er den biodiversitet, der vil kunne bevares eller indvandre. Hvad angår arealtyper, kan hensynet føre til, at parken både indeholder træbevoksning, buskadser, lysåbne arealer samt fugtige og vanddækkede områder. Hvad angår plejemetoder, kan det være variation i hvordan træer behandles, om nedfaldne grene får lov at ligge, om døde træer efterlades eller blot får lov at stå som en to-tre meter høj 'stub'. Især er det relevant at fremme variation i plejen af græsarealer, som ikke alle behøver at ligge som tætklippede plæner. Jo hyppigere slåning, desto fattigere er floraen og den dertil hørende fauna. Til fodbold skal plænen klippes op til 32 gange pr. sæson, men til solbadning og picnic kan to-tre gange række, og til leg og blomsterplukning vil én gang hvert andet eller tredje år være at foretrække. 

Procesorientering er et tredje mål at være opmærksom på. En af grundene til de københavnske parkers artsfattigdom er, at naturlige processer ofte – læs: alt for ofte – er erstattet af "kulturlige" processer. Nå nedfaldne blade køres væk og ikke får lov at blive liggende under træerne og formulde, bliver der færre regnorme. Med færre orme bliver der færre drosler, og hvem der ellers hører til i fødekæden, inkl. spurvehøge og andre rovfugle. Tilsvarende koster det biodiversitet, hvis træer og grene ikke får lov at dø og henfalde naturligt, men beskæres og fældes. Endnu et eksempel på procesorientering kan være at fremme naturlig ophobning af vand og dets afstrømning eller nedsivning. Rent naturmæssigt er sumpede områder og temporære pytter at foretrække fremfor en ensartet, veldrænet park.

Biologiske sammenhænge er det fjerde mål, som vi ønsker at tilgodese. I bylandskabet er de enkelte biotoper og dertil knyttede arter i høj grad isolerede, fordi bygninger, vejanlæg og trafik udgør mere eller mindre uoverstigelige barrierer for arternes spredning. Derfor er det vigtigt, at spredningsveje udbedres. Alléer kan eksempelvis forbinde bestanden af småfugle i to ellers adskilte parkbestande. Vejrabatter kan hjælpe overdrevsvegetation og jordbundens organismer i deres spredning. I det hele taget kan det være vigtigt også at tage hensyn til parkens naboarealer, for at se om der på den ene eller anden måde kan opnås forbedringer og evtentuelt synergier i den fremtidige forvaltning.

Artsvalget i forbindelse med kommende plantning og udsåning bør i vid udstrækning tage hensyn til hjemmehørende arter. Bedst er det, hvis de arter, der er på stedet, både er oprindeligt hjemmehørende og kan opfylde den påtænkte funktion. Rationalet i at 'plante dansk' skyldes, at hjemmehørende arter, alt andet lige, vil passe bedre ind i det eksisterende økosystem, så plejebehovet bliver mindre, og så flere andre arter, der knytter sig naturligt til pågældende planter, vil få plads.

Andre artshensyn kan gå mere detaljeret til værks ved f.eks. at sikre dyrene føde, f.eks. bær til småfuglene og drikkevand til pindsvinet. Tilsvarende bør man sikre redesteder i tætte buskadser eller døde stammer; kompostbunker af løv og kviste, hvor komposteringen kan skabe den varme, som udviklingen af snogens æg behøver  og kvasbunker kan være stedet, hvor pindsvinets kan overvintre. Overordnet  vil det være en god idé at overveje, hvor nu 'det vilde hjørne' af den pågældende park skal udpeges.  Det hjørne, hvor både plejen og adgangen søges begrænset mest muligt.

 

Adgangen

Adgangen er, i og med at vi taler om udviklingsplaner for offentlige parker, normalt ikke det mest presserende problem som sådan. Men ofte kan det være nødvendigt at forholde sig til, hvilke aktiviteter og dermed brugergrupper, der kan befinde sig på de samme arealer, og hvilke ikke. Ofte er den mest effektive løsning på sådanne problemer at holde aktiviteterne adskilt – enten i tid eller rum. F.eks. etablere en ø eller en indhegning, som holder hunde og ræve på afstand, eller udlægge kvasbunker langs stien for at hindre parkgæsternes lyst til at vade ind i den urteflora, man ønsker at beskytte mod nedtrædning.

En anden vej at gå er at satse på information og samarbejde, så de brugere, der potentielt kan forvolde skader på naturen, forstår problemets karakter og dermed bedre kan overtales til at mindske problemet. Information og medinddragelse er ofte langt bedre end hegn og forbudsskilte.

Ligesom drikkesteder og kompostbunker kan gavne faunaen, kan parkbænke, fugletårne og fiskepladser gavne naturoplevelsen. Et ofte overset natur- og adgangsbehov er behovet for, i det ellers lysforurenede bylandskab, at opleve mørke og stjernehimlen og dermed universet. Det samme kan siges om stilhed. En af de væsentligste kvaliteter ved en park er, at den er lyd- og lyssvag og altså bilfri. Disse forhold reguleres bl.a. ved et velplanlagt udlæg af veje og stier. Endvidere bør man overveje, hvor cykling skal være tilladt i de enkelte områder, da cykling kan være meget generende for de øvrige brugere af området.

 

Klimaforandringen

Den igangværende forandring af klimaet er en voldsom udfordring for stort set alt, hvad der fremover skal ske med vores omgivelser. Der er dog ikke udelukkende tale om en negativ udvikling, i den forstand, at den igangværende udvikling af skybrudsplaner åbner op for, at "naturen er en del af løsningen" – som et DN-slogan lyder. Der kan som i Lersøparken være mulighed for at etablere/genoprette en del af den gamle Lersø nu i funktionen overløbsbassin. Noget tilsvarende er på tale om Skt. Jørgens Sø, hvor en på forhånd sænket vandstand kan åbne op for, at rørskoven kan brede sig i kanten, samtidigt med at søen er parat til at modtage og oplagre en del vand i skybrudssituationer.

 

Afslutning

Som nævnt i indledningen: Vi vil gerne have feed-back. Intet er konstant, selv ikke naturen, og slet ikke naturpolitikken. Den må på én gang afspejle de naturlige, de miljømæssige og de politiske processer, der i øvrigt gør sig gældende. Vores mål er, at naturen og vores muligheder for at nyde den, skal forbedres.