Hvad er forskellen på Byudviklingsgruppen og Naturgruppen? 

Naturgruppen har mest at gøre med biodiversitet, strand, søer og vandløb.
Byudviklingsgruppen fokuserer mere på byggeri, trafik, miljøforhold, affald og energi og hvordan det grønne få plads i byudviklingen

Nedenfor ser du først en overordnet beskrivelse af de to grupper. Herefter følger individuelle beskrivelser af grupperne. 

 

Overordnet beskrivelse af Byudviklingsgruppen og Naturgruppen

Byudviklingsgruppen og Naturgruppen er DN Københavns 'sagsgrupper'. De tager sig af sagsbehandling af lokale sager inden for f.eks. planlovgivning og natur- og miljøbeskyttelse. 

Via vores arbejde med lokale kommunale sager følger vi op på, om naturen bliver forringet gennem byggerier, manglende pleje eller måske direkte ulovligheder.

Meget af indsatsen for natur og miljø foregår bag skrivebordet og pc’en. Her gennemgår vi sagspapirer og bruger f.eks. kort og offentlige miljødatabaser for at vurdere, om vi skal klage over en afgørelse, der måske forringer naturen. 

Vi tager af og til ud at kigge på områderne for at vurdere en sag. Derfor kommer man som frivillig i en af sagsgrupperne til at kende København godt. Nogle gange bliver folk sure, hvis vi klager over noget. Dét kan kræve, at man er robust – men heldigvis er de fleste glade for, at vi er med til at passe på byens grønne steder. Og nye frivillige ledsages af et erfarent medlem, når vi er ude at vurdere en sag.

Vi deltager også aktivt i og sammen med borgergruppes arbejde for en grøn by, som f.eks. i Nordhavn.

 DN Københavns sagsbehandling har stor betydning for landskabet og naturoplevelserne i byen. Både gennem den konkrete sag, og fordi sagsarbejdet er fundamentalt i vores lobbyindsats. Arbejdet har samtidig stor betydning for landskabet, både på kort og på langt sigt.

Vi fortæller om vores sejre til de lokale medier og roser også myndigheder og lodsejere, når de hjælper naturen og miljøet.

Kendskab til lovgivningen er vigtig. Derfor kan du følge nogle af de mange kurser, som Danmarks Naturfredningsforening udbyder gennem Naturens Universitet, hvor du får viden om VVM, naturbeskyttelsesloven, miljøbeskyttelsesloven, skovloven, husdyrloven osv. – og endelig kan vi altid ringe til sagsbehandlerne i DN's sekretariatet, der altid er parate med gode råd i en given sag.

Byudviklingsgruppen

Når en by udvikles er adgang til natur og biodiversitet også i spil. Det skal der være plads til men ofte er det ikke sådan kommunen og investorer handler.  For DN København er det centralt, at der bliver plads til natur og det grønne i byen, men ikke alene. Det er vigtigt at finde løsninger natur, klima og trivsel alle bliver tilgodeset.

Byudviklingsgruppen arbejder med en række både større og mindre område. Nordhavn, Lynetteholm, Amager Fælled, Emdrupborgs Have m.fl. Også kommuneplan og lokalplkaner.

Det er alle med fokus på det grønne, men skal man arbejde med det i byen, så er det også nødvendigt at se på alle funktioner i byen som f.eks. offentlig transport og boliger og også på hvordan byens udviklings styres.

Som natur- og miljøorganisation har vi ret til at få aktindsigt i alle miljøsager i kommunen. Kommunen er samtidig forpligtet til at informere os om dem. Derfor består en del af vores arbejde i byudviklingsruppen i at forholde os til de sager, vi får tilsendt fra kommunen.

Gruppen mødes ca. en gang om måneden. 

 Tovholder: Knud Erik Hansen

Se også vores Bypolitik

 

Naturgruppen

I Naturgruppen beskæftiger vi os med naturen i København, herunder også strand, søer og vandløb. Vores arbejde kan bestå i:

  • at sikre et grønt område ved at frede det,
  • at samarbejde med Københavns Kommune om plejen af et område
  • at klage over en tilladelse - fx en indskrænkelse af et grønt område
    og meget andet.

Vi deltager aktivt i de råd, brugergrupper m.v. i København, der arbejder med at bevare og forbedre byens natur.

F.eks. deltager vi i Brugerrådet for Lersøparken. Rådet er med til at udforme plejeplanen for området. Det er et samarbejde mellem Center for Park og Natur, lokale borgere og grønne interesseorganisationer.
Vi er også medlem af Det Grønne Råd i København. Her kan vi påvirke indholdet af byens grønne områder på et mere overordnet plan, og vi er med til at prioritere nye grønne tiltag.

Gruppen mødes ca. en gang om måneden.

Tovholder: Ole Damsgaard

Se også vores Naturpolitik

 

Bliv Frivillig

Vil du være frivillig i Byudviklingsgruppen eller Naturgruppen, så kontakt os på frivilligkbh@dn.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig! 


Senest opdateret august 2024