Amager Fælled Strandeng
Amager Fælled kvarterets sidste bid af naturen står for at skulle bebygges. By & Havns byggeplaner er fremskredne. En projektkonkurrence udskrives nu for at bebygge det 40 hektar store naturområde lige syd for Grønjordssøen og nord for Vejlands Allé.13. august 2019
Området, der er i spil, har været en naturlig strandeng de sidste 5000 år. Arealet har aldrig været pløjet, bebygget eller påfyldt jord. Helt tilbage til jægerstenalderen var der strandeng og strandoverdrev her.
Det er et alt for betydningsfuldt areal at udpege til bebyggelse, mener Danmarks største grønne organisation, Danmarks Naturfredningsforening, der er bekymret for byggeplanerne.
Det vil betyde, at den sidste rest af oprindelig natur i Københavns Kommune forsvinder, oplyser Louise Holst Hemmingsen, formand for Danmarks Naturfredningsforening i København:
- København risikerer at miste en hel del sjældne arter og et stykke værdifuldt natur, som vi ikke har noget andet sted i kommunen – og som ikke vil kunne genskabes. Det kan sammenlignes med en kendt kulturarv, som hvis københavnerne fik tilbudt at flytte Rundetårn sten for sten for at blive genopført i Albertslund. Det ville aldrig lykkes. Rundetårn ville ikke bestå i sin form igen. Denne natur kan ikke flyttes og vil blive udryddet.
Amagers oprindelige natur er en kulturarv
Stort set hele Amager Fælled består af inddæmmet havbund og arealer med fyldjord, der har en relativt ringe naturværdi. På nær ét eneste sted, nemlig det areal, hvor Amager Fælled Kvarteret er planlagt. Det er den sidste rest af oprindelig, uspoleret natur i København. Og det var her urokserne gik og græssede, for så senere at blive afløst af Amagerbøndernes kvæg, fortæller DN’s lokalformand:
- Den lange historie betyder, at planterne, insekterne, svampene og alt andet liv på arealet udgør en unik økologisk sammensætning af arter, der kun findes i oprindelig natur. Derfor er området også uerstatteligt og planerne om at flytte den rødlistede plante brændeskærm til et andet areal hjælper ikke alle de andre sjældne og truede planter, insekter og svampe på arealet, slår Louise Holst Hemmingsen fast.
Der findes et alternativ
Byggebehovet kan afhjælpes, mener Danmarks Naturfredningsforening i København, der anbefaler at lægge låg på motorvejen og bebygge arealet hen over motorvejen:
- Det er vigtigt at gennemgå alle potentielle alternativer, når et så sårbart og væsentligt naturområde er i spil. Det er ikke som en skov, der kan reetablere sig selv igen. Når først området er endevendt og bebygget, er den historiske natur væk for altid. Vi har ikke råd til at miste den sidste oprindelige natur, der findes i København, slutter lokalformanden af.
Amager Fælled Festival
DN Kbh deltog på Amager Fælled Festival arrangeret af Amager Fælleds Venner d. 10. september 2017. Her præsenterede vi tre informationstavler og en folder om Amager Fælled, som giver et hurtigt overblik over historien og naturen.
Links til eksterne ressourcer
Rapport udarbejdet af Biomedia om naturkvaliteterne og biodiversiteten på Amager Fælled, udarbejdet på opdrag af Københavns Kommune i 2013.
Natur-undersøgelsens resultater om fugle, padder og krybdyr på Amager Fælled blev publiceret særskilt.
Læs mere