Byggeri truer grønne arealer i De Gamles By

Tre nye store bygninger skal lægges i De Gamles By, fremgår det af lokalplanen, som er i offentlig høring frem til d. 5. maj: Center for Diabetes, en tre-sporet skole og en idrætshal. De nye bygninger vil til dels erstatte eksisterende bygninger, men der inddrages samtidig grønne friarealer. I alt vil de tre bygninger rydde lidt over 7% af de grønne parkarealer i De Gamles By. I øvrigt er de to bygninger, der nedrives for at give plads til skolen, ifølge lokalplanen, klassificeret som bevaringsværdidige.

Massiv bebyggelse fremfor grønt i den tættest befolkede bydel

Nørrebro er den tættest befolkede bydel i København, og den bydel med færrest grønne m2 per beboer. Bare 7m2 offentligt grønt per indbygger (til sammenligning er gennemsnittet for København 39 m2 pr. indbygger). De Gamles By udgør derfor ét af de få grønne parklignende områder, der findes på Indre Nørrebro.

De Gamles By har allerede over de seneste år fået inddraget dele af deres grønne arealer til blandt andet byggeri af nye daginstitutioner og andre kommunale faciliteter. I dag huser De Gamles By således 5 plejehjem, 7 daginstitutioner, en nærgenbrugsstation, Center for Demens, Center for Kræftramte samt en række kommunale arbejdspladser.

I Lokalplanen lægges der nu op til et endnu mere intensivt produktionsområde for kommunale ydelser ved at tilføre et Center for Diabetes, en skole og en idrætshal på tilsammen 36.577 m2. Da flere eksisterende bygninger samtidig nedrives frigives dog i alt 33.936 m2. Dette ændrer dog ikke på det faktum, at mere end 7% af de sparsomme grønne områder forsvinder.

Af Lokalplanen fremgår ligeledes, at ekstra grønne arealer bliver inddraget til parkeringspladser samt cykelparkering for både Center for Diabetes og skolen. I Helhedsplanen, som udgør det politiske oplæg til Lokalplanen, og som DN København medvirkede til at udarbejde, stod, at parkering ville søges løst via parkeringskælder. Nu inddrages grønne arealer til disse to formål.

Alternative løsninger

Der er formentlig brug for et nyt og fremtidssikret Center for Diabetes i København. Men Danmarks Naturfredningsforening mener ikke, at placeringen er optimal, og mener at der findes reelle alternativer. Områder hvor der ikke fjernes sparsomme grønne områder. Som det fremgår af ældre artikler her på siden, har DN København i tidligere høringssvar givet udtryk for dette synspunkt, og vil gøre indsigelse endnu en gang.

Denne sag er desværre symptomatisk for, hvordan kommunen bedriver byudvikling i København, hvor grønne områder bliver betragtet som reservearealer, der kan inddrages til eksempelvis nødvendige fælles anlæg og institutioner. Resultatet er en fortættet by, der stykvis berøves grønne områder til trods for, at bruger-behovet vokser.

Selvom det ikke ser lovende ud, er der stadig mulighed for at påvirke politikerne ved at give sin mening til kende via et høringssvar inden den 5. maj 2021.