Miljøministeriet mørklægger papir om miljøsag om blandingszoner

Sagen kort

 I 2024 udgav Miljø- og Ligestillingsministeriet en ny, ændret vejledning om udledning af forurenende stoffer.

Baggrunden var, at Miljø- og Fødevareklagenævnet havde underkendt dele af den tidligere vejledning. Ændringerne gav anledning til diskussioner, især om vejledningen var i strid med vandrammedirektivet. Særligt var kriterierne for udledning af spildevand med farlige miljøgifte i vandområder med dårlig miljøtilstand i fokus.

Målingen af forureningen i forhold til miljøkvalitetskravene kan ske i en vis afstand fra udledningspunktet, i såkaldte blandingszoner, hvor forureningen fortyndes, inden målingen foretages. Men hvor stor må en blandingszone være? Og er det afgørende, om ændringen er målbar? Blandingszoner i vandområder, hvor der i forvejen er for høje koncentrationer af de stoffer, der ønskes udledt, er problematiske og efter vores opfattelse i strid med EU-lovgivningen. De kan medføre en merforurening, som vil gøre det endnu sværere at opnå de miljømæssige mål for vandområdet, og det er efter EU’s vandrammedirektiv ikke tilladt.

Ministeriets argumentation for den nye vejledning var bl.a. baseret på ”dialog med EU-Kommissionen på højt niveau” og ”et udvidet nabotjek i sammenlignelige EU-medlemsstater”. Det viste angiveligt, at nabolandene i forhold til blandingszoner har samme forståelse af vandrammedirektivet som Danmark. Ministeriet vil ikke udlevere dokumentationen for nabotjekket og heller ikke oplyse, hvilke lande der er hørt. Ministeriet finder, at hemmeligholdelse er nødvendig af hensyn til nabolandene. En egen rundspørge til nabolande rejser dog væsentlige spørgsmål om indholdet af nabotjekket. Det har nu ført til en klage til Ombudsmanden.

Principielle problemstillinger, offentlig inddragelse og transparens

Vi påpeger i klagen, at miljøoplysningsloven kræver en konkret afvejning af offentlighedens interesse i aktindsigt mod hensynet til undtagelse. Oplysninger om international praksis er brugt som argumentation af myndighederne og bør derfor være dokumenterbare. Hvis oplysningerne ikke kan verificeres, bør de ikke anvendes som grundlag for politiske beslutninger og vejledninger.

Den omstridte vejledning har givet anledning til debat i både Folketinget og offentligheden. For at sikre, at denne debat kan foregå på et kvalificeret grundlag, mener vi, at det også principielt er afgørende, at der gives aktindsigt i de oplysninger, ministeriet påberåber. 

Med klagen til Ombudsmanden søger vi at sikre større gennemsigtighed i forvaltningen af miljøoplysninger og opfordrer til, at ministeriet dokumenterer grundlaget for deres praksis.

Baggrund

EU's vandrammedirektiv er vandets grundlov. Det grundlæggende princip i direktivet er, at ud ledninger ikke må forværre en i forvejen dårlig miljøtilstand. Kun 5 ud af 109 af Danmarks kystvande er i dag i god økologisk tilstand, selvom EU's vandrammedirektiv forpligter alle medlemslande til at opnå god tilstand senest i 2027. En blandingszone er et område omkring et udledningspunkt, hvor koncentrationen af et eller flere forurenende stoffer må overskride de fastsatte miljøkvalitetskrav, jf. bekendtgørelse nr. 1433, § 8. I Danmark måler ’man’, om miljøproblematiske udledninger (såsom fra Cheminova, Amager Ressourcecenter/ARC, Lynetten mv.) har ført til negative påvirkninger på havmiljøet langt væk fra udledningsstedet og efter, at man har udledt det. Man måler altså EFTER, at miljøskadelige stoffer ER udledt og fortyndet med havvand.