Høringssvar til ”Forslag til lokalplan og miljørapport” for Bystævneparken
Den nye lokalplan for Bystævneparken er blevet offentliggjort, og det er vores vurdering at bydelen vil være bedre tjent med en lokalplan, der fokuserer på at renovere det eksisterende fremfor at bygge nyt, undgår vejforbindelsen over Vestvolden, og som desuden prioriteter biodiversitet og at mindske støj fra trafik.DER BØR IKKE TRÆFFES BINDENDE BESLUTNINGER, FØR DET JURIDISKE GRUNDLAG ER SIKKERT
Lokalplanen er baseret på udviklingsplanen som følge af Parallelsamfundsloven, som sandsynligvis bliver erklæret i strid med gældende EU-ret i løbet af 2025, og derfor bør denne kendelse afventes. Desuden vil de grønne arealer med denne plan falde med over 10.000m2 i et område hvor grønne arealer allerede er en mangelvare
DEN NYE BEBYGGELSE VIL MEDFØRE FORURENENDE STOFFER, STØJ, LYS OG VARME
Vi mener der bør være forbud mod brug af byggematerialer der udleder forurenende stoffer, som kan påvirke grundvandet. Planen vil desuden medføre stærkt øget trafik, hvilket formentlig vil påvirke luftkvaliteten, og ligeledes påvirke miljøet markant, med en væsentligt højere CO2 udledning, ligesom selve det at bygge nyt fremfor at renovere det eksisterende vil føre til højere CO2 udledninger. Lokalplanen vil derudover tillade boliger lige op til Bystævnet, selvom trafikstøjen her forventes at overstige Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi. Det nye byggeri vil også yderligere øge den eksisterende varmeøeffekt i byggeriet derude, hvilket kan have alvorlig betydning for dyre- og planteliv. De rekreative effekter ved Vestvolden vil også blive stærkt reducerede af den forventede bilbro, der vil give massiv trafik, støj, kunstigt lys og fare for især børn og dyr.
DEN NYE BEBYGGELSE VIL PÅVIRKE PLANTER OG DYR NEGATIVT
Den planlagte vejbro gennem Vestvolden overholder ikke naturbeskyttelseslinjerne, hvilket naturligvis er stærkt problematisk. Selve byggeriet vil desuden påvirke den i forvejen lave biodiversitet i området, og mange principielt bevaringsværdige træer ønskes fældet. Dette er især problematisk, da ældre træer har langt større værdi end nyplantede træer ift. afkølingseffekt, kronedække, CO2-opsugning, fugtbevaring, og som hjemsted for dyr og planter. Sidstnævnte er også essentiel i forbindelse med ynglesteder, da hulskader i stammerne på gamle træer kan fungere som disse, men det kræver træerne er 70-90 år gamle før disse indtræder. Flere af de nuværende bygninger er desuden egnede for flagermus, og derudover bør effekten af de øgede belysninger og refleksioner for dyre- og planteliv også undersøges nærmere først. Det er især vigtigt fordi området er tæt på Vestvolden, som fungerer som fourageringsområde og ledelinje for flagermus, og opretholdelsen af dette bør naturligvis prioriteres.